Hvad er en seleforlænger og er den lovlig?

Photo of author
Skrevet af Christian Soelberg Due
· Opdateret

Du er endt her, da du har købt en autostol, hvor selerne i din bil ikke er lange nok og du undersøger nu dine muligheder.

Dette indlæg forklare, hvad en seleforlænger er, hvorfor du ikke skal købe den og hvorfor den nok er ulovlig.

Hvad er en seleforlænger?

Seleforlænger er et ekstra stykke sele – på typisk 20, 40 eller 60 cm – som du montere i forlængelse af bilen eksisterende seler. På den måde bliver selerne lange nok til f.eks., at nå rundt om autostolen, men det er ikke en god løsning, hvilket du kan læse nedenfor.

Er seleforlængere lovlige?

En seleforlænger er kun lovlig, hvis den lever op til kravene i ”vejledning for syn af køretøjer” afsnit 10.02, hvilket seleforlængerne på det danske markedet ikke gør (undersøgt igen d. 16/1-2016).

Derudover skal seleforlængeren også være godkendt efter reglerne i ECE regulativerne eller i-size reglerne før de må anvendes til autostole – det er ikke nok, at den blot er E-godkendt jf. Trafikstyrelsen.

Det er dog nemt, at ”google” sig frem til en seleforlængere fra danske forhandlere, men i produktteksten står ofte, at ”produktet ikke er godkendt til køretøjer, der benyttes på offentlig vej”.

 

Seleforlænger til autostole

Selvom du skulle finde en seleforlænger, der lever op til vejledningen og er ECE godkendelsen, vil jeg ikke anbefale dig, at benytte en seleforlænger til autostolen.

Autostolene bliver ikke testet med seleforlængere og du har således ingen ide om, hvordan autostolen vil reagere i en kollision og det er ikke sikkert, at autostolen virker korrekt, hvilket kan få fatale følger for dig og dit barn.

Kan give klip i kortet

Hvis du alligevel går på kompromis med dit barns sikkerhed og montere en autostol ved hjælp af en seleforlænger, skal du være opmærksom på, at det kan give bøde og klip i kortet, at anvende en ikke godkendt seleforlænger.

Enkelte undtagelser

I lovgivningen er der dog givet enkelte undtagelse sådan, at personer med et handicap kan få en særlig tilladelse til, at montere en seleforlænger i bilen. Men tilladelsen gælder kun personen og dennes bil.

Du kan således ikke få en tilladelse til, at montere en autostol med en seleforlænger.

Hvad kan jeg så gøre?

Hvis du endnu ikke har kørt autostolen, er det vigtigt, at du teste om autostolen passer i bilen inden du køber den. Det kan du gøre ved, at sætte stolen fysik i bilen eller du kan tjekke om autostolen er godkendt til din bil.

Hvis du allerede har købt autostolen, er der desværre kun to muligheder – skift seler eller køb en ny autostol.

Du kan se om det er muligt, at skifte selerne i din bil. Det kan lade sig gøre i nogle bil modeller, men det er langt fra alle. Så du skal ikke satse på denne mulighed. Derudover er det en bekostelig affærer at skifte selerne ud og det vil ofte være billigere, at sælge autostolen og købe en ny autostol, som passer i din bil.

Så lad mig lige slå det fast

Seleforlængere er ikke egnet til monteringen af autostole og de er typisk ulovlige, at benytte i bilen på offentlig vej – hvis ikke de har godkendelserne.

TÆNK har f.eks. testet rummeligheden af familiebiler og selv i de helt store biler, finder du seler, der ikke er lange nok. Så en stor bil er ikke lig med, at autostolen kan monteres korrekt – undersøg derfor altid om autostolen er godkendt til bilen.

Eller med en linje:

Bilens seler skal passe til autostolen!

Læs mere i vejledning for syn af køretøjer