i-Size regler og hvad betyder i-Size autostole?

Photo of author
Written By Rasmus Ostenfeld Firla-Holme

Lorem ipsum dolor sit amet consectetur pulvinar ligula augue quis venenatis. 

i-Size logo
i-Size logoet som vil være på alle i-Size godkendte autostole

Jeg har tidligere skrevet om de kommende regler, da det i slutningen af 2012 gav anledning til en masse spørgsmål. Dengang var intet sikkert og reglerne var endnu ikke vedtaget – men det er det nu.

i-Size bestemmelsen trådte i kraft d. 9. juli 2013.

Er du i tvivl om, hvordan den nye i-Size bestemmelse påvirker dig og dit barn, så læs svaret i dette indlæg.

Autostol regler – eller blot bestemmelser?

Lad os starte med at slå fast, at det, der er blevet vedtaget, ikke er nye lovkrav eller en ny lov, som direkte påvirker os forældre.

Der er ”blot” tale om nye bestemmelser, som får betydning for producenterne af autostole, men det vil på sigt påvirke os forældre.

Jeg har skrevet en kort version, som du kan læse lige herunder og den lange version kommer efter den korte.

i-Size – de nye bestemmelser, kort version

Den nye bestemmelse hedder ”i-Size” og er en bestemmelse som nye autostole skal godkendes efter (som ECE 44-03 og 04). En ny autostolmodel kan kun godkendes efter i-Size, hvis den kan anvendes bagudvendt indtil barnet er over 15 måneder og hvis autostolen kan monteres med isofix.

Det betyder dog ikke, at de nuværende stole på markedet, som er godkendt efter ECE 44-03 eller 44-04, bliver ulovlige at bruge – i hvert fald ikke de næste mange år.  Så har du en af stolene her, vil du kunne køre lovligt de næste mange år og behøver således ikke at skifte stolen ud.

i-Size fortæller hvornår du skal skifte størrelse

Højde i stedet for vægt
Det er endnu ikke indført, at man skal se på højde i stedet for vægt.

I dag har rigtig mange forældre svært ved at finde ud af, hvornår barnet skal i næste størrelse autostol – læs mere her. Det skulle i-Size regelsættet gerne afhjælpe, da man nu går over til at se på højde i stedet for vægt. På den måde undgår du overlappene, som vi har i dag: 0-13 kg, 9-18 kg og 15-36 kg.

i-Size bestemmelsen er en del mere end ovenstående, som blot er en kort opsummering. Vil du vide mere om i-Size kan du med fordel læse videre, da det giver dig en grundlæggende viden om bestemmelsen.

i-Size – lange version

Som nævnt ovenfor, er i-Size en del mere end ovenstående og har du lyst til at gå dybere ned i bestemmelsen, kan du med fordel læse videre.

5 nye faktorer

i-Size bestemmelsen indeholder faktisk hele fem nye faktorer og ikke kun de to ovenfornævnte:

  1. Indførelse af ny klassifikation, sådan at man ikke længere bruger kg. til at angive størrelsen på en autostol, men derimod højde (cm).
  2. Indførelse af krav til sidekollisionstest af autostole
  3. Krav om at børn skal sidde bagudvendt de første 15 mdr. (nuværende regler er 9 mdr.)
  4. Krav om isofix montering
  5. i-Size godkendte bilsæder

1 – fra kg til cm

Det har vist sig, at klassifikationen med kg. gav stor forvirring, da der var overlap i størrelserne. Det betød, at mange børn kom alt for tidligt over i næste størrelse – selvom de ikke var klar til det. Ved at dele stolene ind efter højde (cm) vil det være nemmere at vurdere, hvornår man skal skifte stol og derved undgår man, at barnet kommer alt for tidligt i næste størrelse.

2 – sidekollisionstest

I dag er der ikke noget krav om sidekollisionstest af autostole, men derfor har ADAC de seneste år nu alligevel foretaget sidekollisionstest af autostolene. Nu er det bestemt, at det skal udføres og så bliver der også udviklet en ny sidekollisionstest, der lever op til kravene i i-Size. Det skulle sikre mindre belastninger på barnets hoved og nakke. Den nye test betyder også nye test dukker.

Q test dukker

Tidligere brugte man P-dukker til, at teste autostolene, men med i-Size når man også til at bruge Q-dukker. Q-dukken er en mere avanceret dukker, som har fået indsat mere måle udstyr. Det er dog stadig ikke muligt, at måle belastningerne på barnets mave, men det kommer nok i fremtidige dukker.

3 – bagudvendt de første 15 mdr.

Alle anbefalinger går på, at børn skal sidde bagudvendt indtil 4 års alderen og derfor kan det virke underligt, at det kun har været lovbestemt, at de skulle sidde bagudvendt de første 9 mdr. Med i-Size forsøgte man, at hæve alderen endnu mere end til 15 mdr., men Sydeuropa og bilproducenterne trak ned, mens os i norden trak opad. Det endte med 15 mdr.

4 – isofix montering

Isofix montering har flere gange vist sig, at være den sikreste form for montering af autostole. Både mht. hvor godt den sidder fast, men også fordi den nedsætter risikoen for fejlmonteringer markant. Helt op til 70% af alle selemonterede stole er monteret forkert og det tal er kun 4% for Isofix montering. Derfor er det med at få flest over på isofix montering. Det er fra 2013/2014 også blevet lovpligtigt for bilproducenterne, at sætte isofix i bilerne fra standard, hvilket hænger godt sammen med i-Size bestemmelserne.

Det bliver også sådan, at der maksimalt må være 33 kg. i isofix beslaget (bil producenterne vil ikke stå inde for højere belastning). Det betyder, at stole der vejer op til 8 kg. kan blive godkendt til 25 kg. og stolene som vejer over 8 kg. maksimal kan blive godkendt til 18 kg.

I dag findes 4-6 forskellige isofix mål, hvilket ikke har været særlig hensigtsmæssigt, men det bliver nu ændret og fremover findes kun et mål for isofix.

5 – i-Size godkendte bilsæder

Det er ikke alle biler, som kan anvende i-Size modellerne, da der skal være i-Size godkendte sæder i bilen. Da bestemmelsen først er indført pr. 9. juli 2013, er der endnu ingen bilproducenter, som har fået produceret bilsæder, der lever op til kravet. Det forventes, at de første biler med i-Size sæder kommer på markedet i 2014 og til denne tid forventer autostol producenterne også at have de første i-Size stole klar.

i-Size stolene kommer dog til at kunne anvendes i biler uden i-Size godkendte sæder – så længe der er isofix i bilen. Det vil ikke være alle biler og derfor skal du rette henvendelse til autostol producenten for at få afklaret om din bil er godkendt til i-Size stolene.

Mærkningen på i-Size autostolene

Med i-Size kommer der også en ny mærkering på stolene. Dette for at vise, at stolen er i-Size godkendt. Dette billede vil der være på alle stolene, hvilket tydeligt skulle vise at stolen var godkendt. Som du kan se, er der 4 kendetegn:

  1. En sort firkant med et hvidt babyhovedi-Size mærkeringen
  2. Et gult felt med sort tekst, hvor der står i-Size aldersgruppen, “0-15 M” med sort skrift. I dette felt må producenterne også skrive “måneder”, “mdr.” eller en anden forkortelse for måneder.
  3. En grøn firkant med en hvid bagudvendt autostol, som viser at stolen skal anvendes bagudvendt
  4. Et rødt forbudt skilt, som viser at stolen ikke må anvendes fremadvendt.
Hvis du ser stole med sådan en mærkning, kan du være sikker på, at stolen er godkendt efter i-Size og dit barn vil kunne bruge den i 0-15 måneder.

Hvem er omfattet af bestemmelserne?

Reglerne kan godt være lidt kringlede at forstå, men det er fuld forståeligt – har oplevet agenter for producenterne, der havde misforstået bestemmelserne.

Som nævnt i starten, er det producenterne, som i første omgang bliver påvirket af reglerne. De skal nemlig lave nye stole, som kan anvendes bagudvendt de første 15 måneder.

Os forældre bliver ikke forpligtede til at bruge de nye stole og vores børn SKAL ikke sidde bagudvendt til de er 15 måneder (selvom det dog anbefales!). Det vil stadig være lovligt at bruge de nuværende stole, godkendt efter ECE 44-03 og 44-04, indtil 2018 – muligvis endnu længere tid.

Dette skyldes, at de nye bestemmelser kun ændrer den standard stolene bliver godkendt efter – de ændrer ikke på lovgivningen. Hvis det ved indførelsen af i-Size også blev lovpligtigt at bruge de nye stole, skulle mange hundrede tusinde forældre ud og købe en ny autostol + ny bil! For de nye stole kan kun godkendes med isofix og der findes stadig rigtig mange biler uden isofix.

Derfor er man nødt til at indføre i-Size over en årrække og sende de nye modeller på markedet, før man kan begynde at lovgive om brugen af dem. Producenterne må endvidere sælge de nuværende ECE 44-03/04 godkendte stole indtil 2018 og da levetiden på en autostol er ca. 7 år, er vi nok helt henne ved 2025 før vi ser et lovkrav om i-Size.

Højde i stedet for vægt

Med den nye i-Size går vi også væk fra autostol grupperne. Dette skyldes, at rigtig mange ikke kan finde ud af, hvornår barnet skal over i ny autostol, da stolene overlapper i vægtgrupperne – det er faktisk det spørgsmål jeg oftest modtager her på Autostol.dk, selvom jeg har skrevet dette indlæg).

Pga. overlappeene tror mange forældre, at når barnet vejer 9 kg. SKAL det flyttes over i en 9-18 kg. stol, men det er ikke korrekt.

Med i-Size går vi over til at se på højde i stedet for vægt. Det skulle afhjælpe problemet en del, da der så ikke vil være toHøjde i stedet for vægtgrupper, som anbefales på samme tid. Der vil dog altid være en vis form for overlap, idet der vil komme stole, som går fra 0-86 cm (de nye i-Size babystole), fra 0-105 cm (tidligere 0-18 kg).

For at kunne lave sådan en inddeling har man været nødt til at lave nogle undersøgelser på børns højde/alder. Dette er der kommet denne inddeling ud af, som er den, der vil blive anvendt når det skal bestemmes, hvilken størrelsesgruppe, der kan passe stolen: (Skema på vej)

i-Size indføres i tre etaper

i-Size bliver indført i tre etaper for ikke at ramme alle stole på én gang:
i-Size faserne
    1. Fase 1 som trådte i kraft d. 9. juli 2013, gælder for autostole fra 0-100/105 cm. eller 0-4 år, som monteres med isofix.
    2. Fase 2 bliver indført i 2017 og gælder for autostole fra 100/105-135cm eller 3-12 år, som monteres med bilens 3-punktsele.
    3. Fase 3 bliver indført i slutningen af 2017, starten af 2018 og gælder for autostole fra 0-100/105 cm eller 0-4år, som monteres med bilens 3-punktsele.

Autostole der overholder i-Size

Der findes i dag flere stole på det danske markedet, som overholder de nye regler. Der er tale om:

Maxi Cosi 2way Pearl
Maxi Cosi Axissfix
Maxi Cosi Axissfix Plus
Besafe Modular
Cybex Sirona M2 i-Size
Recaro  Zero 1.
Besafe iZi kid isize

Og de mindre babystole Maxi Cosi Pebble Plus og Besafe go Modular.

Opsummering

Ovenstående kan altså koges ned til, at vi fremover kommer til at gå efter barnets højde i stedet for vægt og at det på nuværende tidspunkt ikke er lovpligtigt, at barnet skal sidde bagudvendt de første 15 mdr. – men kun at producenterne ikke kan få godkendt nye stole, hvis ikke de kan anvendes bagudvendt i de første 15 mdr og monteres med isofix. Der er endnu ikke sat dato for, hvornår reglerne forventes at påvirke de nuværende ECE 44-03/04 godkendte autostole.

Dog skal du huske, at hvis du købe en i-size godkendt stol – skal barnet sidde bagudvendt i den stol de første 15 mdr.

Du kan med fordel læse dette indlæg med det vigtigste om autostole i 2018.

Del indlægget! Så alle med børn bliver klar over betydningen af bestemmelserne i i-Size

Kilder

http://www.unece.org/index.php?id=31393
http://www.anec.eu/attachments/ANEC-TRAF-2012-G-034.pdf
http://www.maxi-cosi.com/car-seat-safety/i-size.aspx
http://www.childsafetyeurope.org/archives/news/2012/info/anec-ecsa-euroncap-child-safety-in-cars.pdf